Støjniveauet i Esbjerg Kommune ligger under landsplansmåling
24-01-2012
En gennemført støjkortlægning for en lang række veje indenfor Esbjerg Kommunes byzoner viser, at Esbjerg Kommune, trafikstøjmæssigt, ligger under målingsresultatet på landsplan.
I Esbjerg Kommune er der truffet politisk beslutning om at udarbejde en kortlægning af vejtrafikstøj samt en beskrivelse af mulige støjreducerende tiltag. Støjkortlægningen er nu gennemført for en lang række veje indenfor Esbjerg Kommunes byzoner.
Resultatet viser, at knap 1/5, svarende til ca. 11.100, af Esbjerg Kommunes i alt 56.500 boliger er påvirket af trafikstøj, der overstiger Miljøstyrelsens vejledende grænseværdi. Af de 11.100 er ca. 2.700 stærkt støjbelastet.
”Som Danmarks 5. største by, er Esbjerg en storby, der er præget af høj aktivitet, og dermed også en del trafik, som afføder trafikstøj, udtaler Freddie H. Madsen, formand for Teknik & Forsyningsudvalget.
Resultatet for Esbjerg Kommune ligger imidlertid, trafikstøjmæssigt, noget under tallet på landsplan, hvor næsten 1/3 af boligerne, svarende til ca. 785.000 boliger, udsættes for trafikstøj over Miljøstyrelsen vejledende grænseværdi. Trafikstøj over grænseværdien, anses for at være sundhedsmæssigt utilfredsstillende.
”Resultatet af støjkortlægningen svarer til vores forventning om, at de støjbelastede boliger typisk er placeret langs de store indfaldsveje til byerne og i de tættere bebyggede områder”, udtaler Freddie H. Madsen, formand for Teknik & forsyningsudvalget.
Mængden af trafikstøj påvirkes af flere faktorer, bl.a. antallet af køretøjer, andelen af tunge køretøjer og hastigheden. For at mindske støjen udlægger Esbjerg Kommune støjsvag asfalt, reducerer andelen af tung trafik, hvor det er muligt, og nedsætter hastighedsbegrænsningen flere steder.
Supplerende kan det oplyses, at der med den kommende Trafik & Mobilitetsplan for Esbjerg by, som udarbejdes i 2012/13, ses nærmere på kortlægningsresultatet med henblik på at planlægge en fremtidig infrastruktur som minimerer støjbelastningen.


